En titel må gerne have flere betydninger, og den rette titel passer godt til bogen.

I forbindelse med arbejdet på femte og sidste bind af Manus Albino-serien faldt valget ret hurtigt på titlen Dannebrogs fald.

Det er naturligvis en henvisning til overleveringen om flaget Dannebrog, der faldt ned fra himlen under Volmerslaget ved Lyndanisse (Tallin) i Estland den 15. juni 1219. Her vandt Valdemar 2. Sejr herredømmet over det nordlige Estland.

Oliemaleriet er fra 1809 og findes på Statens Museum for Kunst.

Legenden beretter, at esterne overfaldt den danske lejr, og nederlaget blev kun undgået fordi ærkebiskop Anders Sunesen under slaget rakte sine arme op mod Gud for at bede om sejr. Så længe han holdt sine arme oppe, havde danskerne fremgang, men hver gang han blev træt og lod armene synke, gik esterne til modangreb, og det så en overgang ud til, at de ville sejre. I dette øjeblik kom et rødt korsbanner, Dannebrog, til syne på himlen og dalede mod jorden. Kong Valdemar greb det og viste flaget til sine tropper, som derpå fik nyt mod og besejrede esterne.

Kunstneren bag maleriet er i øvrigt C.A. Lorentzen (1746-1828).

Samme efternavn som en af seriens hovedpersoner, Henning Lorentzen.